Blommechutney med chili og kanel

Blommechutney med chili og kanel

Vi har et stort blommetræ i haven og så sommerens blommehøst har bragt os hele ti kilo blommer. Vi kunne ikke nå at få spist alle de dejlige blommer inden de blev dårlige, så vi kom på ideen at lave en lækker blommechutney. Jeg har lavet en blommechutney med masser af chili og kanel.

Blommechutneyen smager dejligt med alt slags kød, men man kan også spise den til ost og andre gode sager.

Det skal du bruge:

  • 2 kg blommer, halverede og udstenede
  • 600g sukker
  • 4 røde chili
  • 2 løg
  • Et godt stykke ingefær
  • 4 dl æblecidereddike
  • 5 kanelstænger
  • 10 laurbærblade
  • 1 hel muskatnød, fintrevet
  • 5 spsk. sennepsfrø
  • 3 spsk. stødt koriander
  • 2 spsk. kardemomme
  • Salt

 

Sådan gør du:

Kom blommerne i en bradepande. Tilsæt sukker. Skær løgene i tynde både og kom dem i bradepanden.

Halver chilierne og fjern frøstole og kerner. Skræl ingefæren og hak den. Tilsæt de halverede chilier og den hakkede ingefær til bradepanden. Tilsæt nu kanelstænger, laurbærblade, muskatnød, sennepsfrø, koriander og kardemomme.

Hæld æblecidereddiken over blandingen og sæt bradepanden i en forvarmet ovn på 175 grader. Lad det simre i ovnen i 1 time. Rør i blandingen efter 30 min og smag til med salt.

Hæld den færdige blommechutney på skoldede glas og opbevar den i køleskabet.

God appetit!

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *